DM 2019 holdes i Hørsholm

DM 2019 for såvel ungdom, senior og veteran afholdes i Hørsholm Idrætspark i weekenden 27-28-29. december 2019.

Alt foregår i Hørsholm Tennishal med cafeteria og 5 baner, Hørsholm Badmintonhal med 7 baner og Hørsholm Squashhal med 3 baner. Og naturligvis bordtennisborde samme sted. Det er en fantastisk ramme om årets største danske racketlonbegivenhed.

Som altid afholdes turneringen samtidig for ungdom (flere aldersgrupper under 21 år), seniorer (de åbne rækker) og veteraner (flere aldersgrupper fra 40 år og opefter).

Det er naturligvis for begge køn. Der spilles både i single, double og mixdouble, og på alle niveauer.
Unikt for et racketlon-DM er netop, at der udover eliterækkerne også spilles på samtlige sportslige niveauer. Det er derfor stedet, hvor alle racketlon-spillere – erfarne som helt nye – mødes og har en stor sportsfest.

Turneringen starter tidligst fredag kl. 16. Alle 3 dage forventes taget i brug, for at sikre et sportsligt fair mesterskab og en god oplevelse for alle.

Turneringsinvitationen forventes først klar i august/september. Her vil fremgå rækker, deltagergebyr, tilmeldingslink, info om players party osv.

Sæt allerede nu X i kalenderen.

Samtidig er det også tid til at finde makkere.Racketlon Danmark kommer ikke til at have aftaler med overnatningssteder, så kig også på dette.

Racketlon Danmark glæder sig til at byde spillere fra hele Danmark velkommen i Hørsholm til det 7. danmarksmesterskab i Racketlon.

Verdens bedste i 2019

Den bedste indtil nu i 2019 har været danske Morten Jaksland.
Du kan læse lidt mere her – ovenpå VM-titlen i doublen og King of Rackets-titlen i single. King of Rackets er den største og mest prestigefyldte turnering på World Touren – og kan f.eks. sammenlignes med badminsportens All England og tennissporten Wimbledon.
https://www.racketlon.net/2019/06/06/morten-jaksland-year-big-one-me/

Det er også på www.racketlon.net at du finder masser af andre gode og spændende racketlon-videoer, interviews, turneringsrapporter, introduktioner m.m.

Nyt Nyt Nyt – på klubsiden

Den helt nybyggede Holbæk Sportsby er åbnet. Det er dermed det første sted i Danmark, hvor alle 4 racketlon-sportsgrene kan spilles under ét og samme tag.

Det er fantastiske rammer – med 6 bordtennisborde, 8 badmintonbaner, 4 squashbaner, 4 indendørs samt en masse udendørs tennisbaner også.

Holbæk Racketlon Klub har fået fast træningstid hver lørdag fra kl. 14-17. Kom og deltag. Kontakt klubben for at høre mere – kontaktdata står andet steds her på siden.

Mens det i Holbæk tegner rigtigt lovende for racketlon, så ser det anderledes problematisk ud i Storkøbenhavnsområdet.

Etableringen af Herlev Racketlon har ingen fremdrift. Det er ellers et af de steder i landet, hvor der netop er gode forudsætninger for at få et miljø op at stå.

Hos Furesø Racketlon og Rudersdal Racketlon er aktivitetsniveauet faldende. Det synes pt. svært for mange spillere at få prioriteret tid til at dyrke racketlon.

Der har været holdt succesfulde 1-dages-turneringer både i Birkerød og i Farum med over 150 deltagere. Trods rigtigt gode tilbagemeldinger har det desværre ikke medført nye medlemmer i klubberne.

Klubberne gør sig overvejelser om hvordan det fremover kan lade sig gøre at få flere aktive medlemmer…

Med både mangel på spillere og frivillige er faren for klubbernes fortsatte eksistens dog overhængende. I lighed med Folketingsvalget 2019s partier med store tab i mandatantallet, er klubberne dog slet ikke i tvivl om deres eksistensberettigelse. Derfor ser de i samarbejde med Racketlon Danmark ind i, hvad der kan og skal gøres anderledes fremover.

Midlerne er små – både de økonomiske og de frivillige kræfter. Så det er i sig selv udfordrende at få markedsført vor dejlige sport – både for klubberne og for forbundet.

Efter 1-dages-turneringen i Nørresundby arbejdes der i det midt- og nordjyske på at etablere et racketlonmiljø.

Udefra set er der også kommet en spændende konkurrent på banen indenfor ketsjersporten. Padel stormer frem og synes at tiltrække sig stor opmærksomhed og mange vælger måske Padel, da det er mindre krævende – såvel på tidsforbrug, på fysik og på teknisk kunnen. Også en del racketlonspillere synes at have fokus på padel… Måske kan Racketlon-verdenen finde inspiration i dét, som gør padel spændende og til en succes i tiden.

Information, resultater og andet

Husk at du kan se mere racketlon på bl.a. Racketlon Danmarks Facebook-SIDE og du kan også blive medlem af medlemsGRUPPEN på Facebook. Der er pt. ca. 500+ medlemmer.

Deruodver kan du se mange spændende opslag på det internationale forbunds (FIRs) Facebook-sider og website. Der er bl.a. en række spændende video-sekvenser…

Næste VM er i november – skal du med ?

VM i single og VM for landshold afholdes over 5 dage den 19. til 24. nov. i Tyskland.

Til VM i single er der i praksis fri tilmelding i alle rækker, så du kan også være med. Der spilles nemlig på alle niveauer og alle aldre. Og det er derfor en stor racketlon-fest.

Til VM for landshold udtager Racketlon Danmark spillerne til at repræsentere Danmark. Men der er landshold på flere niveauer og i flere aldersgrupper – og derfor kan du også være med. Skriv til forbundet, hvis du er interesseret.

Danske verdensmestre i Racketlon

VM i double er netop afholdt i Belgien.

Morten Jaksland og Kresten Hougaard er VERDENS BEDSTE Herredouble anno 2019.

Stine Jacobsen er den ene halvdel af VERDENS BEDSTE damedouble i 40+ – vundet med makker fra Schweiz.

Et kæmpe TILLYKKE til vore Verdensmestre.

På podiepladserne så vi også:

Et viceverdensmesterskab og sølvmedaljer i herredouble 60+ til Graham Cain og Steen Hesselbjerg.

Også Kresten Hougaard kan kalde sig viceverdensmester efter sølvmedalje i Elite-rækken i mixdouble sammen med tysk makker.

Flotte bronze-medaljer gik til

  • Anders Fyrst i 40+ herredouble med svensk makker.
  • Thomas Ostenfeld Larsen i 40+ mixdouble med schweizisk maker
  • Thomas Ostenfeld Larsen og Jesper Schou-Nielsen i 55+ Herredouble.

I alt deltog denne gang 13 danskere med lidt fordelingstal:

  • 3 kvinder og 10 mænd,
  • 8 seniorspillere og 5 veteranspiller (40+ og op),
  • 8 i eliterækken indenfor aldersgruppen, og 5 i de sekundære rækker.

Danske turneringer i 2019

Racketlon Danmark har med succes afholdt tre 1-dages-turneringer i foråret 2019. Konceptet er nyt – og synes på rigtig mange parametre at ramme spot-on hos deltagerne.

Rigtig mange har prøvet en racketlon-turnering for første gang – og har helt sikkert også oplevet ømheden i dagene efter…

På nuværende tidspunkt er der ikke flere 2019-turneringer. Mange ting skal lykkes for at gennemføre en racketlon-turnering. Først og fremmest er det få steder i Danmark, at det kan lade sig gøre at afvikle en racketlon-turnering – og at få bookinger på plads til alle 4 sportsgrene samtidig over en hel dag er et større puslespil.

Lige så vigtigt er det dog, at der er frivillige kræfter til at planlægge, udføre og efterbehandle turneringerne. Og det har Racketlon Danmark kun i meget begrænset omfang for tiden.

Seneste betød det, at vi måtte opgive at holde en turnering i Vejen Idrætscenter i august-september, hvor der ellers var udført et godt planlægningsarbejde sammen med lokale kræfter i Vejen.

Danmarkmesterskaberne 2019

Som altid er afholdelsen af DM prioriteret for forbundet.

Der arbejdes intenst på at få det til at lykkes – og forventningen er, at det som i 2017 kan afholdes i weekenden mellem jul og nytår i Øst-Danmark.

Efter et velbesøgt DM 2018 i Århus glæder vi os til i år at se alle på Sjælland.