DM 2019 holdes i Hørsholm

DM 2019 for såvel ungdom, senior og veteran afholdes i Hørsholm Idrætspark i weekenden 27-28-29. december 2019.

Alt foregår i Hørsholm Tennishal med cafeteria og 5 baner, Hørsholm Badmintonhal med 7 baner og Hørsholm Squashhal med 3 baner. Og naturligvis bordtennisborde samme sted. Det er en fantastisk ramme om årets største danske racketlonbegivenhed.

Som altid afholdes turneringen samtidig for ungdom (flere aldersgrupper under 21 år), seniorer (de åbne rækker) og veteraner (flere aldersgrupper fra 40 år og opefter).

Det er naturligvis for begge køn. Der spilles både i single, double og mixdouble, og på alle niveauer.
Unikt for et racketlon-DM er netop, at der udover eliterækkerne også spilles på samtlige sportslige niveauer. Det er derfor stedet, hvor alle racketlon-spillere – erfarne som helt nye – mødes og har en stor sportsfest.

Turneringen starter tidligst fredag kl. 16. Alle 3 dage forventes taget i brug, for at sikre et sportsligt fair mesterskab og en god oplevelse for alle.

Turneringsinvitationen forventes først klar i august/september. Her vil fremgå rækker, deltagergebyr, tilmeldingslink, info om players party osv.

Sæt allerede nu X i kalenderen.

Samtidig er det også tid til at finde makkere.Racketlon Danmark kommer ikke til at have aftaler med overnatningssteder, så kig også på dette.

Racketlon Danmark glæder sig til at byde spillere fra hele Danmark velkommen i Hørsholm til det 7. danmarksmesterskab i Racketlon.