DM 2024 i Birkerød

De danske mesterskaber 2024 afholdes i samarbejde med Racketlon Nordsjælland i Birkerød 27-29. december.

Afhængig af antal tilmeldinger og rækker, kan turneringen strække sig over følgende tidspunkter:
Fredag 27. december kl. 18-21
Lørdag 28. december kl. 10-21
Søndag 29. december kl. 9-16

Tilmelding kan ske i følgende rækker:

A-række (Elite), herresingle, herredouble, damesingle, damedouble og mixdouble
B-række (Øvede), herresingle, herredouble, damesingle, damedouble og mixdouble
C-række (Begynder), herresingle og herredouble
+40, herresingle, herredouble, damesingle og damedouble
+50, herresingle og herredouble
+60, herresingle

Det er maksimalt tilladt at deltage i tre kategorier. Man kan ikke stille op i to veteranrækker i samme kategori (feks. +40 og +50 single). I de åbne rækker (A, B og C), kan du også kun spille én række pr. kategori. Men du må gerne spille B i double og C i single.

Der kan tilmeldes med X-makker i doublerækkerne. Turneringsledelsen vil om muligt sammensætte par. Tilmeldingsgebyr refunderes, hvis ingen makker findes.

Turneringsledelsen kan – på bemyndigelse og godkendelse fra Racketlon Danmark bestyrelsen – tage særlige hensyn og foretage ændringer i vilkår efter tilmeldingsdeadline således, at DM bliver et sportsligt meningsfuldt arrangement i alle rækker.
Dette kan eksempelvis være beslutningen om sammenlægning af rækker med for få deltagere.

Der er præmier i alle rækker der bliver afviklet.
Deltagelse i DM kræver ikke medlemskab af en klub.

Tilmelding sker her:
Tilmeld dig direkte på linket: https://www.tournamentsoftware.com/sport/events.aspx?id=223bcb8b-7f05-482a-a62a-65bede72659d
Det kræver at du opretter en profil, hvis du ikke allerede har en.

Prisen er 250 kr. for single og 150 kr. pr. person for en double. Der skal betales omgående efter tilmelding via MobilePay til Racketlon Danmark på 49848. DIN TILMELDING ER IKKE GYLDIG FØR VI HAR MODTAGET DIN BETALING.

Da vi lørdag er nødt til, at starte senere end vi har gjort tidligere år, forventer vi at spille til sent lørdag aften. Det betyder også, at der i år ikke er fælles spisning lørdag aften. Dog vil der være buffet i løbet af aftenen, som skal betales forud – prisen er 150 kr. og betales sammen med tilmeldingsgebyret.

Fristen for tilmelding og afbud er 6. december 2024. Frem til denne dato kan tilmelding og afmelding ske gratis. Herefter kan tilmeldingsgebyr ikke forventes returneret ved afbud.

Turneringen afvikles på tre spor, dog er der kun to tennisbaner (indendørs hard court).

DET MED SMÅT:
==================================================================================================================
Turneringsansvarlig er Racketlon Danmarks bestyrelse.
Turneringens Referee er Kim Ljungberg-Jensen, som under turneringens afholdelse er højeste myndighed for selve turneringsdelen.

Racketlon Danmark gør udtrykkeligt opmærksom på, at enhver deltagelse sker fuldt og helt på eget ansvar og egen risiko. Racketlon Danmark og turneringsledelsen kan ikke holdes ansvarlige for skader, uheld og andet.

Racketlon Danmark kan kontaktes på kasserer@racketlon.dk

Vi håber på mange deltagere til årets DM.