Du kender formentlig triathlon – en 3-kamp i udholdelse der består af svømning, cykling og løb. Efter lignende princip udgør racketlon en 4-kamp i ketchersport, hvor der dystes i de fire største ketchersporte i verden, nemlig bordtennis, badminton, squash og tennis.
I en racketlonkamp spiller to modtandere eller par mod hinanden. I hver disciplin spilles der ét sæt til 21 point, hvor hvert point tæller. Man skiftes til at serve to server ad gangen, og rækkefølgen af de fire discipliner, er altid fra lille til stor ketcher. Når alle 4 discipliner er færdigspillet, er vinderen den spiller, eller det par, som har vundet flest point i løbet af de fire sæt.
En kamp er dog ofte afgjort inden tennissættet er spillet helt færdigt. Så snart en spiller er bagud med flere point end der er point tilbage at spille om, er kampen slut. Skulle det ske, at der efter alle fire discipliner er vundet lige mange point, spilles en “gummiarm”. Her trækkes der lod, og vinderen må bestemme om han vil serve eller modtage en andenserv i tennis. Vinderen af duellen vinder kampen!
Siden 2001 har der været afholdt en række turneringer som indgår i den internationale World Tour. Nedenfor kan du se og høre mere om racketlon og se finalen i herresingle fra verdensmesterskabet i 2012 imellem svenske Stefan Adamsson og danske Kasper Jønsson.